Familieliv slür et slag for, at flere mødre og smübørnsfamilier tilvÌlger hjemmepasning.
Udviklingen har bragt os alt for langt fra den svundne tid, hvor mødre gik hjemme. Mange kvinde- og samfundsforhold er desvÌrre blevet sü strømlinede og unaturlige i ordets egentlige forstand siden 70´erne, at det i min optik har haft nogle konsekvenser, som isÌr børn og unge, og dermed os alle stür i halsen til her i det 22. ürhundrede.
Det er pü høje tid, at vi trÌkker meget hürdt og resolut i nødbremsen. Nøjagtig som vi ogsü langt om lÌnge forsøger at gøre i en verden prÌget af triste klimaforandringer, farvet af det grumsede pandemi-kølvand, og hvor man nu ogsü i Europa kriges med grufuld ondskab.
Alle disse vilkür lige er vi nødt til at samle op pü den helt store müde nu. Børnene, forÌldrene og familierne kan ikke klare lÌngere arbejdstid, mere effektivisering, højere tempo, dürligere normering, individualisering, psykologisering og digitalisering.
Vi er ikke skabt til at accelerere i det tempo vi gør, og i de strukturer, vilkür og systemer vi er landet i. Vi har brugt ressourcer pü at holde mÌlkebøtterne nede, men vi skal have dem op med roden nu.