„… I dag er det den attende februar. Jeg bliver færdig på sygeplejerskeskolen i maj, og så gifter vi os. Der er tre måneder til, så hedder jeg ikke Arkander mere. Jeg hedder stadigvæk Elin, men efternavnet bliver skiftet ud. Af og til øver jeg mig i at skrive det ny navn, men det er en underlig fornemmelse. „Parshøj“ i stedet for Arkander, „Elin Parshøj“, er det mig?“ …
”… Det må naturligvis blive noget springende, for jeg har ikke tid til at sidde og tvære hver dag. Jeg skal passe mine sager, for jeg skal have den eksamen. Det får jeg også. En gang imellem kan jeg blive gal bare ved tanken. Der sættes så få spørgsmålstegn i forbindelse med mig. Det er næsten, som om både jeg selv og alt, hvad jeg foretager mig, er en selvfølge. Det er som om verden har vedtaget, at sådan er Elin Arkander, sådan og ikke anderledes. Jeg kan godt forstå, hvorfor det er gået sådan, for jeg har altid gjort, hvad man forventede af mig, og ikke ret meget andet“ …
