Romanuddrag fra the Vertiellot Residence, trilogidel III.

Passage 1

Jeg overlever og skal nok komme mig og... opmuntrer de. Jeg skal igen blive et promenadeeksemplar af mennesket, eksemplarisk, til boulevarderne, ture i søndagstøj og offentlig fremvisning. Det er sødt af dem. Og. En sammensværgelse.

Man holder mig fangen, siger jeg, det er til dit eget bedste, siger de. Som standard.

Mine behandlere har forladt mig. Det er angst-provokerende. Dyb indånding og jeg vender mig om igen. Sådan, nu passer sæderyg og mand igen sammen. I et sammenfald af design. Ro. Det er bedst. Jeg gør intet overilet. Jeg kan være farlig. Står der i journalen. Den, jeg er forbudt indsigt i.

Passage 2

Døren er for længst stængt. Hun har nøgler. De klirrer på gangen. Selv lyden forvilder sig. Af metal. Gravet i jordens indre. Der, hvor ingen eller kun få kommer. Og grævlinger. Som i nat-dyr.

{...}

Det er efter sigende svært at finde en dygtig psykiater; jeg tænker, det er endnu sværere at finde en duelig patient. Man ved de eksisterer, altså dygtige psykiatere, man har hørt om dem. - En uforudset dag beskikkes man en, og lettere befippet spørger man sig selv, hvad i alverden stiller jeg op med sådan en?

Passage 8

Vicenzo: »Jeg slår ham ihjel. - Som I alle tre har.«

Thiebaut: »Jeg har ikke dræbt ham.«

Vicenzo: »Slået ihjel, det har I, Thiebaut, Finnley, Ethan, og det folk som I slet ikke kender. Tilfældige, så - «

Finnley: » - Så hvad? Stop! Inden du forhaster dig, inden du begynder med, at det personlige mord er bedre eller tilladeligt.«

Passage 11

S: »At være sig bevidst, er en svær disciplin. Særligt døden og dødens komme. Og derfor, netop derfor, er épéen et af de fornemmere våben: med præcision, touché, og elegant glider den gennem kroppen og lige så ubesværet ud igen. Således at et menneske står tilbage, vågen; i stase af tid-rum, vidende, at i de næste minutter vil blodet pible, som dråber løber ned ad en regnvejrsrude, man betragter verden gennem, i konturer og kontraster, er portalen åben; i nogle minutter, erkendende, at her og nu render livet ud, af mig; i nogle minutter, er jeg prikket til og døende, i ebbe med udsigt til flod, stiger havet og tager med, ud; i nogle minutter, strømmende, er jeg opmærksom, om dødens bølge og perle, et sikorn, hvælvet af Stillehave og Krystalsfærer - changerende, for den, som er sig bevidst.«