I de indre danske farvande kløves bølgerne af krydsende engelske orlogsskibe på patrulje. Kong Christian den 7. har udskrevet kaperbreve, og under disse omstændigheder får den opvakte bondesøn Niels hyre på kaperskibet Anna Rose.
Besætningen må i al hast flygte fra de danske farvande, da en illegal handel med et opbragt skib går galt.
På rejsen over oceanerne starter eventyret for Niels, der finder sin store kærlighed og møder tidens brutale fribyttere. Han lærer navigationens kunst, alt imens store rigdomme skifter ejermænd. Læseren stifter i romanen bekendtskab med karakterer med gode menneskelige egenskaber og personer med menneskets mørkeste sider. Niels må igennem alverdens strabadser i forsøget på at få det kæreste tilbage, han har mistet.