(0)

FRA BOGTRYKKER TIL BEDEMAND

E-book

Mit hovedÊrinde med bogen er at fortÊlle om min tid som bedemand, og jeg krydrer mine og de pÄrÞrendes autentiske oplevelser med anekdoter/fortÊllinger og interviews fra eksempelvis et hospice. Bogen giver et indblik i det at vÊre bedemand pÄ godt og ondt blandt eksempelvis de pÄrÞrende, andre bedemÊnd, prÊsterne, kirketjenere, gravere, brÊndere, sygehusportÞrerne og lÊgerne.

Et vigtigt emne for mig er desuden, at vores landsbykirker og bykirker jo snart stĂ„r mere eller mindre tomme. Jeg belyser, hvorfor jeg mener, at de gĂžr det, og hvordan vi fĂ„r flere mennesker i kirke og ikke mindst, hvad kirkens og statens rolle er i dette. FormĂ„let er at stille skarpt pĂ„ Den Danske Folkekirke – et emne, jeg syntes, er sjĂŠldent i dagens Danmark.

Som afslutning fortĂŠller jeg lĂŠseren om alderdommen i ord og digte.

Et motto, som tidligere prĂŠst Johannes MĂžllehave har hentet hos Mark Twain: ”Lad os forsĂžge at leve sĂ„dan, at selv bedemanden bliver ked af det, nĂ„r man dĂžr”.

Uddrag af bogen

En bedemand skal vĂŠre stĂŠrk. Det hĂŠnder, vi skal lĂŠse et vers, sige noget ved en Ă„ben kiste eller synge, og der skal man tage sig sammen og vĂŠre professionel og udfĂžre opgaven for familien, da det er forskelligt, hver gang vi har en opgave. StĂ„r man sĂ„ ved en barnekiste eller ved et ungt menneske, fĂžler man, det er uretfĂŠrdigt, og det er som at vĂŠre med i en filmoptagelse, uvirkeligt – men i denne situation stĂžtter sygehuspersonalet os bedemĂŠnd ved at vĂŠre til stede og trĂžste de pĂ„rĂžrende. De er blevet gode til det i dag pĂ„ landets sygehuse. Mange pĂ„rĂžrende roser personalet for den mĂ„de, de tackler situationen pĂ„. TĂŠnder f.eks. lys og giver sig god tid til en snak eller fĂ„r en tĂ„r kaffe, selvom de har meget at se til et sĂ„dant sted.

Om forfatteren

Nils Laurits Jensen (f. 1945) tog realeksamen 1963 i SakskÞbing. Herefter kom han i lÊre som typograf pÄ Central-Trykkeriet i Nakskov og vendte hjem til familietrykkeriet. I 1995 overtog han begravelsesforretningen i SakskÞbing efter sin svigerfar, hvorefter han drev den sammen med sin hustru frem til 2011.