Helen West, der er forhenværende statsadvokat, og hendes samlever, Geoffrey, der er kriminalinspektør, flytter sammen til den lille landsby Branston i Essex. De har ikke boet der ret længe, da man finder et nøgent kvindelig i skoven. Helens venindes mand bliver mistænkt for mordet, og hun kan ikke lade være med at blande sig i efterforskningen. Det kommer til at sætte hendes og Geoffreys forhold på en hård prøve ...
"Ildprøven" udkom første gang på dansk i 1994.
Frances Fyfield er pseudonym for den britiske advokat og krimiforfatter Frances Hegarty (f. 1948). Efter mange år som statsanklager debuterede hun i 1988 med første bind i krimiserien om Helen West. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige priser for sit arbejde.