Digtsamlingen Jeg vil ikke tilbage er Caspar Erics forsøg pü at fastholde COVID-katastrofen med et digt om dagen i 80 dage.
Jeg vil ikke tilbage er en historie over skiftende følelser, et arsenal over kortslutninger efter lock-down og en historie om, hvad det vil sige at vÌre menneske, hvad det vil sige at vÌre forbundne, hvad det vil sige at vÌre et samfund.
Katastrofen vÌkker en ømhed, en medmenneskelighed pü det private og det overordnede plan, men gør det ogsü besvÌrligt at leve op til den medmenneskelighed. I de nye digte er der et oplagt perspektiv; at vi alle er underlagt de samme vilkür, høje som lave i samfundet skal følge samme regler. Hvad gør det ved den enkelte? Hvordan reagerer vi pü begrÌnsningerne? Hvad gør det helt konkret ved os, hvilke tanker sÌtter det i gang hos os, at vi befinder os i denne situation af kontroltab? Og hvad sker der, nür ideen om, at vi er i samme büd, begynder at krakelere?
Det er digte, der befolkes med flasker, hündsprit, telte i FÌlledparken og afspÌrringsbünd ved Islands Brygge, der spirer frem i løbet af undtagelsestilstanden, mens forüret passerer uden for vinduet. Den potentielle katastrofe sÌtter mÌrker i verden, i hverdagen, og Caspar Eric forsøger at indfange følelsen af büde det lille og det store drama i takt med, at det folder sig ud. Det er digte, der leder efter det almene i den helt banale dagligdag, ligesom de undersøger, hvordan selv det helt intime rum gennemstrømmes af situationen i verden.