Kort efter midnat søndag den 28. maj tilkaldte viceværten i en ejendom på Rödbergsgatan i det centrale Helsinki politiet. Professor Lauri Kurki, der boede i ejendommen, var ikke dukket op til en balletforestilling Kristi Himmelfartsdag, og han var heller ikke kommet til en aftalt arbejdsfrokost om fredagen. Da professor Kurki, der var kendt for sin punktlighed, i et par dage heller ikke kunne nås per telefon, var hans bekymrede venner blevet enige om at opsøge ham på hans bopæl om lørdagen. Han havde ikke åbnet døren, og der kom ingen lyde inde fra lejligheden. Vennerne gik hen på en nærliggende cafe for at overveje situationen. Da de vendte tilbage til lejligheden om aftenen, bemærkede de, at køkkenlampen var tændt. De ringede til alarmcentralen, hvor man rådede dem at vente til om mandagen. Da ingen havde hørt noget til professoren i flere dage, turde de ikke vente længere og kontaktede ejendommens vicevært.