'På sporet' er G. Sandemann Rasmussens erindringer fra 1923-1948. Barndommen og skoletiden i Horsens i 20'erne og 30'erne og tiden som sømand fra 1939 til 1948.
G. Sandemann Rasmussen er en gudsbenådet fortæller. Uanset om han skildrer sin opvækst som proletarknægt, grufulde oplevelser som sømand i handelsflåden under krigen eller sine eskapader med det andet køn, sker det altid med et glimt i øjet og med en fortælleformåen, så virkeligheden brænder sig fast på læserens nethinde.
"Jeg har skaffet dig en hyre på en tremastet skonnert, der losser briketter nede i havnen."
Sporenstregs flåede jeg slagterforklædet af og bultrede slagterskjorten over hovedet og lagde det hen til det andet vasketøj.
"Jamen, jamen, du kan da ikke bare sådan stikke af i utide, og hvordan skal vi få varerne ud? Hillemænd," sagde slagteren.
Jeg mente ikke, det var i utide, men tværtimod på høje tid at komme væk fra det her provinshul.
Alt var nyt, alt var mærkeligt, ikke mindst sproget. Hvem kunne gætte, at "højnt øn spøj vøj" betød "hent en spand vand".
"Forstår du int doinsk, di Kokjævel," kvidrede Skipperen, mens jeg syntes, at det var ham, der havde sprogvanskeligheder.
Alt om bord hed noget andet end på land. Gulvet hed dørken, væggen et skot, køkkenet en kabys, en stige en lejder. Jeg vidste jo nok, hvad for og agter og styrbord og bagbord var og til nød fok og klyver og bovspryd, men skanseklædning, klyds, skandækket, godset, vævling var lukket land, for slet ikke at tale om kofilnagler, svineryg, kølsvin og jomfruer og de helt dagligdags gier, gerder, tamp, rundtørn, bidevindstik, merling og skibmandsgarn.
Det var som at lære et nyt sprog. Når jeg stod udkig eller til rors, særlig om natten, kunne jeg stå og vræle de nye navne op i modvinden til rytme og melodi af fædrelandssange (ikke mindst Vift stolt på Kodans bølge), salmer eller schlagere. Lutter fryd og ekstase. Stjernehimmelen over mig, bovskvulpet under mig, blæstens susen omkring mig, sfærernes musik inden i mig, og dog med begge ben solidt forankret i dæksplankerne."
