Efter FĂžrste Verdenskrig og Ăstrig-Ungarns sammenbrud tog mange danske familier et sĂ„kaldt wienerbarn i pleje. En af dem var familien Christiansen pĂ„ MĂžn, der havde en dreng pĂ„ besĂžg, indtil han vendte hjem i 1924.
En aften i 1944 bankede det pĂ„ dĂžren hos familien Christiansen. Udenfor stod en soldat i den tyske vĂŠrnemagt; det var deres tidligere plejesĂžn. Det blev til en kort samtale i dĂžrĂ„bningen. âI ser mig ikke mere,â sagde soldaten, da han gik.
Efter to Ă„rs blodig krig pĂ„ Ăstfronten var han vendt tilbage til Danmark og fast udstationeret i den midtjyske by, Hammel. Kort fĂžr krigsafslutningen deserterede han og blev i landet.
I ser mig ikke mere er historien om wienerdrengen Karl Kordovsky, som i 1958 blev dansk statsborger. Men selvom han kom til at leve resten af sit liv i sine plejeforÊldres land, sÄ de ikke hinanden igen.
Uddrag af bogen
Russernes kampvilje var imponerende. En sovjetisk kampvogn havde fÄet larvefÞdderne skudt af og kunne ikke lÊngere kÞre. Kampvognens besÊtning havde sÄ gravet den ned og fortsatte kampen med kampvognen som stationÊr kanon, der fÞrst blev bragt til tavshed, da tyske soldater kom sÄ tÊt pÄ, at de kunne kaste hÄndgranater ind i dens indre.
Ingen viste nÄde. Sovjetiske soldater kunne ligge skjult i skyttehuller og lÞbegrave ude pÄ terrÊnet, hvorfra de pludseligt angreb. Fik besÊtningen pÄ en tysk kampvogn Þje pÄ et sÄdant skyttehul, kÞrte de kampvognen hen over skyttehullet, bremsede sÄ lidt i den ene side, sÄ lidt i den anden side for at fÄ skyttehullet til at skride sammen over de fjendtlige soldater.
Om forfatteren
Ove Christiansen (f. 1942) voksede op pÄ MÞn, hvor bÄde hans far og hans bedstefar havde en maskinforretning. Blev uddannet som bibliotekar og arbejdede som sÄdan indtil 1984, hvor han skiftede erhverv og blev programmÞr. Arbejde i it-branchen, indtil han blev pensioneret i 2008. Han har tidligere udgivet En historie om Landsled og lidt om familien Christiansen (2008).
