Edwin Olliver er frygtet af sine underordnede i Kairos politi. Men han har lokalbefolkningens støtte, fordi han trods sin benhårde disciplin og chauvinistiske menneskesyn aldrig har gjort forskel på europæere og egyptere. Alle behandles lige hårdt og brutalt! En dag modtager Olliver et stykke papyrus, og da han får det oversat, viser det sig at være et trusselsbrev, der kræver en stor sum penge udbetalt i guldmønter. Hvis ikke pengene bliver betalt, vil der ske noget ubehageligt. Olliver griner bare hånligt af den vage trussel, men så begynder der ganske rigtigt at ske ubehagelige og uforklarlige ting omkring ham...
NB! Serien "Kurt Danners bedrifter" er udgivet i 1940‘erne og skal læses i denne historiske kontekst. Udtalelser og sprogbrug repræsenterer ikke forlagets holdninger.
Kurt Danner er en eventyrlysten dansker med begge ben plantet solidt på jorden. Sammen med sin makker, Bill, rejser han verden tynd, og hvor end han kommer hen, viser der sig at være gåder at løse, damer at redde eller forbrydelser at opklare.
Peter Anker er pseudonym for den danske forfatter Niels Meyn (1891-1957), som skrev et hav af børnebøger og krimier under flere forskellige pseudonymer, heriblandt Arne Klint og Ellinor Bell. Niels Meyn debuterede i 1904 med "Den stjålne undervandsbåd" og nåede at udgive hele 226 værker inden sin død i 1957.