Stjernekonstellationerne står ikke godt for præsten Sidsel for øjeblikket. Hun er desuden ramt af omsorgstræthed.
Hun er gået gennem porten til helvede – eller var det Bogfinkevej? – hvorfra intet menneske vender tilbage. Hendes liv roterer om svigt med svigt på. Drysset med et krydderi af eksistentiel ensomhed. Hun har fået fælleskabsforstoppelse. Vælger hun at lade sig opsluge af bitterheden og mørkeT?
Lunten er blevet så uendelig kort. Hvor går en midaldrende kvinde hen med sin vrede? Efter en trist skilsmisse? Når hendes egen mor er blevet dement og behandler Sidsel som et barn? Og når Sidsels sanser svigter hende, og hun pludselig ser ting og døde mennesker, der ikke burde være der. Hvad gør man så? Går til øjenlæge? Samtidig med at hun som præst skal være den lyttende, den rummelige, den altomfavnende.
Så flink, så flink.
Vil hun affinde sig med det? Gu vil hun ej.
