Hvad har René Magritte, Tom Lehrer, Charles M. Schultz og Victor Borge med rejser i USA at gøre? Alt det og meget mere finder du (måske) ud af i denne bog.
Bogen handler om rejser I USA, men er ikke en rejsebog i egentlig forstand. Her er ingen anbefalinger af hoteller, restauranter og attraktioner; bortset fra de hoteller, restauranter og attraktioner, som jeg alligevel har valgt at anbefale.
Bogen indeholder mere eller mindre interessante (og af og til surrealistiske) oplevelser fra mine bilture i USA med sidespring til helt andre ting undervejs, blandt andet kunstnere, steder i Danmark og meget andet. Kort sagt, alt hvad der faldt mig ind undervejs.
Her er historier om dyr, jeg har set, mennesker, jeg har mødt, veje, jeg har kørt på, steder, jeg har boet, steder, som er et besøg værd, selv om de ikke lige ligger i de mest turistbesøgte områder og meget andet.