De foreliggende digte handler i høj grad om sprog og især om ”det sprog, som hænder, der møder hænder, har i behold”. Flere steder refereres der – med afstandtagen – fra filosoffen Wittgensteins kendte tese, ”at grænserne for mit sprog er grænserne for min verden”. Hermed tænker forfatteren bestemt ikke på noget metafysisk, men snarere på noget eksistentielt.
Hensigten med digtene er primært at gøre opmærksom på menneskets konkrete, oprindelige forhold til sin historie og til naturen som alternativ til tidens overfladelige og rastløse medievirkelighed. Sideløbende hermed er der mange digte, der udtrykker en hvas samfundskritik, ikke mindst i relation til eliternes ideologi.
I mange digte, måske mest i dem, der handler om natteregnen, antydes tilstedeværelsen af en anden person end den, der skriver digtet. Og måske er det netop denne tilstedeværelse af en livsledsager, som digtet handler om.