Jeg må opgive at finde Weasel-øen og Gunnar og i stedet for forsøge at finde tilbage til slæden med Sverri. Jeg vender mig 180 grader og fikserer, hvordan vinden nu rammer mig bagfra og så prøve at holde retningen tilbage til Sverri ved at bruge vindens retning som kompas, og kompas har vi ikke noget af. Heroppe langt mod nord er misvisningen på et magnetkompas så stor, 40-45 grader, at det er vanskeligt at anvende. Nu er jeg virkelig bekymret!
I begyndelsen af tilbagevejen kan jeg se lidt af mine egne skispor, men de fyger hurtigt væk. Så har jeg kun vindretningen at forholde mig til. Og jeg går og går, ved ikke hvor længe. Det eneste jeg tænker på er vindens retning og så det ene skridt på skiene efter det andet. Jeg gør mig ingen forestillinger om, hvor langt jeg skal gå eller om jeg overhovedet er i stand til at finde Sverri derude på havisen den snestorm. Men så hører jeg et skarpt svagt smæld! Er det isen, som knager eller hvad?
Noget senere hører jeg den samme lyd, og igen, stadig mere tydeligt. Det går op for mig, at det må være Sverri, som står og skyder op i luften. På grund af mit lange fravær er han blevet klar over, at jeg er kommet i vanskeligheder.