En ung mand kom gående sydfra ude af ørkenen. Hans gang var hurtig og let, hans holdning rank og fri. Det var ørkenens søn, der gik igennem sit kongerige.
Ved de fire ensomme palmer uden for oasen standsede han. Hele natten havde han gået, og ingensteds havde han holdt hvil, for en stor glæde og en stor længsel drev ham fremad.
Men disse vindpiskede forposter kunne han ikke gå forbi uden at standse og mindes. Her var det, han havde ventet hin dag for mange år siden, da han havde fået lyst til at blive tilbage i oasen, medens hans fader fortsatte rejsen op til bjergene med hjorden og den lille karavane, der betød alt det, Ali hidtil havde kendt af verden.
I denne fortsættelse af romanen Ali, er Ali blevet en ung mand. Han bærer nu, med slet skjult stolthed, turban på hovedet, og om kroppen har han slynget en hvid kappe. Ganske som de andre voksne beduiner. I Hævneren følger vi Ali på nye ørken-eventyr, som ikke er blevet mindre dramatiske, af at Ali er blevet ældre. Snarere tværtimod.
Bogen er skrevet i tidens sprog og ud fra datidens retskrivning.