“Jeg har nu levet 21 år af mit liv, og gennem alle disse år har kunsten aldrig sluppet mig. Dens tag er nærmest blevet fastere og voldsommere. Som en syl, der ikke er dræbende ved stikket, men først når den fjernes fra såret, og blodet kan pumpe ud. Ja, sådan vil jeg falde døende sammen, hvis man fjernede sylen fra mit sår. Om det er en gave eller en byrde, at jeg nu skal leve som kunstner resten af mine dage, har jeg endnu ikke fundet ud af. Men i dette nu betyder kunsten livet.”
Det gamle kunstnerideal er ved at være uddateret, og måske er ideen om den ultimativt lidende kunstner ikke længere aktuel i denne evigt forandrende verden. I denne bog fremsætter Embla en teori kaldet Menneskemetoden, hvor nutidens kunstner først skal prioritere sig selv som menneske, dernæst som kunstner, og hun spørger; ”Er det ikke muligt at leve som lykkelig kunstner?”
Bogen behandler livet som kunstner i et samfund, der fokuserer på intellektuel dannelse. Den omhandler balancen mellem det at være kunstner og det at være menneske. Og den belyser mistrivsel hos unge i det kunstneriske vækstlag.