(0)

Gaden. Roman

E-book


"’Du forstår ikke en mands følelser,’ sagde han iltert. ’En kvinde vil aldrig forstå en mands ensomhed. Når I føler jer ensomme, så er det i virkeligheden kun lysten til at være beskyttede, til at have en, som kan agere læbælte. Eller også er det en ren og skær forfængelighedssag. I vil have det at prale med, at en mand gider tage sig af jer.’

’Men sådan er det ikke med mænd, vel? Det er den store verdenssmerte, der fylder jer, ikke sandt?’

Han gik et par skridt bort fra hende.

’Du har intet hjerte.’"

Sara har for længst lært, at det bare er til besvær at lytte til sit hjerte. Da hun en stormfuld aften får besøg af en ven, oplever hun ikke andet end ubehag, da han giver sig til at klandre hende for, at hun ikke elsker ham. Men hvorfor skulle hun det? Han stak bare af til Amerika og lod hende blive tilbage. Skal hun så elske ham nu, bare fordi han er vendt hjem igen?

"Gaden" er en roman om rodløshed og ensomhed. Den handler om, hvor svært det er at finde noget at leve for, når man ikke føler, man har et sted at høre til. Den udkom første gang i 1923.

Olga Eggers (1875-1945) var dansk journalist og forfatter. Hun var en markant skikkelse i sin samtid som fremtrædende socialdemokrat og kvindesagsforkæmper. Eggers var optaget af kvinders seksuelle frigørelse og retten til prævention og abort, og hun udfoldede disse emner i flere af sine romaner.

I 1933 meldte Eggers sig imidlertid ind i det danske nazistparti og blev i 1945 arresteret af modstandsbevægelsen og døde samme år i Vestre Fængsel. Olga Eggers står tilbage som en kompleks og sammensat skikkelse i dansk kultur- og litteraturhistorie.