Dette er det virkelige liv, ikke en historie, man kan forme efter sin vilje. Og sÄ igen: StÞder vi ikke ofte pÄ netop dét i sager om virkelige forbrydelser? PÄ mennesker, der ikke er i stand til at skelne mellem Þnske og realitet? Mennesker, der vil gÞre alt for at fÄ deres idéer til at blive til virkelighed? Som skriver deres eget manuskript med andres blod?
Jeg tror, at vi kan klare selv det vĂŠrste, sĂ„ lĂŠnge vi har noget konkret, noget hĂ„ndgribeligt, at arbejde med. Vores forstand higer efter forklaringer, isĂŠr nĂ„r vi konfronteres med grusomhed; efter en logik, der alligevel gĂžr det uforstĂ„elige forstĂ„eligt â om ikke pĂ„ et fĂžlelsesmĂŠssigt, sĂ„ i det mindste pĂ„ et rationelt plan. Vi er ikke skabt til usikkerhed. Til tvivl. Tvivlen ĂŠder os, den sluger os med hud og hĂ„r og sjĂŠl og spytter os aldrig ud igen. Jeg tĂŠnker pĂ„ mine bĂžger, pĂ„ min skrivning. En thriller fungerer ikke uden tvivlen, uden de sidedĂžre, man som forfatter Ă„bner for sine lĂŠsere. Men der er Ă©n ting, man aldrig ville byde sine lĂŠsere: en Ă„ben slutning.
I True Crime beskriver Romy Hausmann flere forskellige virkelige forbrydelser og hvordan, det har pÄvirket ofrene. Hun undersÞger, hvordan forbrydelser pÄvirker ofrenes venner og familie og vores samfund. True Crime er en meget stÊrk bog netop grundet sit fokus pÄ dem, som forbrydelsen virkelig rammer.