(0)

VANDRER LANGS BØLGER

E-Book


Forfatteren har levet et turbulent liv med mange uddannelser, rejser, jobs og kreative karrierer. Derfor fortæller han bredt og detaljeret om mange af ungdomslivets problemer, kampe, nederlag, dilemmaer, håb og skuffelser, drømme og visioner. Erik dB borer dybt ned i omgivelsernes psykologiske motiver, vildfarelser og ekstremer, nogle gange helt ind, hvor ingen forfatter har været før. Derfor kan denne dokumentariske beretning om den danske tidsånds hastigt omskiftelige ambitioner virke både provokerende og skræmmende.

Hvad enten det drejer sig om ungdomsoprør, mobning, hærværk, krig og kærlighed eller vold, arbejdsløshed, backpackerrejser og narkotika er Erik dB altid intenst nærværende og afslørende til fingerspidserne med mange dybdepsykologiske lag. Forfatteren kan sit erindringsstof og ved, hvad han taler om, så læseren kommer ofte vidt omkring på besøg ind og ud mellem dunkle verdener, som medierne ikke altid fortalte den fulde sandhed om. Og selv om fortællingen foregår i de tidlige 1980’ere, rummer den rigtigt mange fremadrettede perspektiver, der er endnu mere aktuelle i det 21. århundrede.

Uddrag af bogen

”For mig er tiden gået helt i stå med hensyn til min egen fortid – jeg har ikke længere noget at vende tilbage til i mit gamle liv, så nu findes der kun en vej: videre frem for enhver pris, så må det bare briste eller bære.”

”… de gamle heltedigtes moralbegreber synes helt forsvundet. For nu at blive afløst af en ganske anderledes, surrealistisk verden bestående af sataniske rockidoler, som fanatisk afsporede pubertetsdrenge desperat forsøger at efterligne på kejtet og famlende vis.”

”For nu skal der altså ske noget, nu skal vi se at komme videre, væk med alt det gamle bras, party-time non-stop, nu skal der gøres rent bord og skabes mere plads til en ny og anderledes generation.”