Museer, teatre, musikhuse og orkestre mødes af krav fra mange sider: De skal undgĂĽ røde tal pĂĽ bundlinjen. De skal formidle nationale vĂŚrdier. De skal bidrage til sam-fundets innovation og vĂŚkst. De skal levere større, mere opsigtsvĂŚkkende oplevel-ser, mere dansk og ânoget til børneneâ. De skal tilfredsstille forbrugernes ønsker om nye tilbud, der serverer kulturarven i appetitlig og fristende indpakning.
Dansk kulturliv har kompetente medarbejdere, der ud fra deres professionelle viden og erfaring dagligt forsøger at skabe oplevelser og indsigt til en interesseret del af befolkningen. Problemet er, at denne viden, kunnen og indsigt kan udfoldes langt mere, end det er tilfÌldet, og at de politiske beslutningsprocesser, institutionelle rammer og forstüelsen af kulturproduktionen er meget snÌvre.
I Kulturens skjulte styrker pointerer Peter Hanke, at kulturinstitutionernes fremtidige rolle i det danske samfund skal styrkes! Det krÌver forandringer, hvor først og fremmest det institutionelle system bør übne sig og Ìndre sit eget syn pü, hvad deres formül og identitet er. Ligesom de skal arbejde for mere intelligente og vedkommende evalueringsmetoder.
Denne bog peger i første omgang pü en lang rÌkke uhensigtsmÌssige tilstande i det kulturpolitiske og kulturinstitutionelle landskab. DernÌst gür Peter Hanke pü jagt efter de skjulte styrker, som kulturinstitutionerne sidder inde med. "Ekspertise, viden og erfaring bør rehabiliteres og stilles til rüdighed for samfundet pü nye müder" mener Peter Hanke og stiller disse spørgsmül:
⢠Hvad ville der ske, hvis eksperterne gik i samarbejde med befolkningen og skabte meningsfulde fÌllesskaber i institutionernes rammer i stedet for at sÌlge oplevelser, der alligevel kan füs bedre andre steder?
⢠Hvad ville der ske, hvis politikerne bad landets kulturinstitutioner om at inspirere befolkningen frem for at sÌlge billetter?
⢠Hvordan kan kulturinstitutionerne inddrage den unge, kritiske generation, der betragter verden som et tag-selv-bord, og hvor formel autoritet og vedtagne Ìstetiske normer bestandigt udfordres?