Den hvide serie
Fattigt pü historiske katastrofer var dette ürhundrede i sandhed ikke: to verdenskrige, Auschwitz, Nagasaki, sü Harrisburg og Bhopal, og sidst Tjernobyl (...) Hidtil har al lidelse, nød og overgreb som mennesker har begüet over for andre mennesker, kendt katagorien "de andre" - jøder, sorte, kvinder, asylanter, dissidenter, kommunister osv. Pü den ene side var der hegn, lejre, bydele, militÌrblokke, og pü den anden side ens egne fire vÌgge - reale og symbolske grÌnser, bag hvilke de tilsyneladende ikke-berørte kunne trÌkke sig tilbage. Alt dette findes stadigvÌk, og siden Tjernobyl alligevel ikke: Med den atomare smitte er det blevet muligt at erfare ophøret af "de andre", ophøret af alle vores raffinerede distanceringsmuligheder. Nød kan man ignorere, men ikke atomalderens trusler. For Beck er dette det moderne (verdens)samfundets centrale tema, og alle andre sociologiske mener mü finde sig i at stü i skyggen heraf. Der er tale om farer, som ikke gør forskel mellem rig og fattig, optimist og pessimist. Ironisk nok er de pü en müde demokratiske, og et risikosamfund kan derfor med passende alvor betegnes som et samfund, der er i stand til at ødelÌgge alt liv pü jorden. Der er ikke kun tale om en civilisation, der trues, men om en civilisation som truer muligheden for fremtidige civilisationer overhovedet. Et südant samfund producerer varer og sociale relationer, men producerer ogsü konstant risiko, og det prÌger det. Det moderne globale samfund, risikosamfundet, omfatter hele menneskeheden og gør selv store nationalstater til subsystemer. Der er ifølge Beck tale om en "civilisatorisk vulkan" (tÌnk bare pü aids, ozonlag, forurening, terrorisme, trafik, genteknologi foruden atomtruslen). Det er emnet for hans bog.
