Han var ung , omkring de tyve, og han havde engang set godt ud. Det kunne Kinsey se. Men nu var hans krop var dĂŠkket af ar, hans ansigt halvt faldet sammen. Det gjorde Kinsey ked af det - og det gjorde hende nysgerrig. Hun kunne se, at han havde store smerter. Men i de tre uger Kinsey observerede hans trĂŠning i det lokale center, talte han aldrig.
Men sÄ, en mandag morgen hvor der ikke var andre i centret, nÊrmede Bobby Callahan sig hende.
Hans historie var svÊr at tro: en morderisk biljagt pÄ en Þde landevej, en vejsidebombe der smadrede ind hans Porsche og fik ham til at vÊlte ned i en 400 meter dyb klÞft. Han bedste ven dÞde.
LÊgerne havde formÄet at sÊtte hans krop sammen igen - pÄ en mÄde. Det havde hans mors penge sÞrget for. Hvad pengene ikke kunne helbrede var hans sind. Pengene kunne ikke genskabe de enorme bidder af hukommelse som var udslettet af styrtet.
Bobby vidste nogen havde forsÞgt at drÊbe ham, men han vidste ikke hvorfor. Han vidste, at han havde nÞglen til noget, der gjorde ham farlig for en morder. Men han vidste ikke, hvad det var. Og han fornemmede, at nogen stadig var derude, klar til at angribe ved det fÞrste tegn pÄ at hans hukommelse var pÄ vej tilbage. Han havde vÊret ved politiet, men de havde ikke troet ham. Hans familie mente, at han havde en skrue lÞs. Men han var bange - bange for dÞden. Og han Þnskede at ansÊtte Kinsey.
Hans historie gav ikke meget at gÄ efter. Men han var svÊr at modstÄ: ung, modig, sÄret. Hun tog hans sag. Og tre dage senere var Bobby Callahan dÞd.
Kinsey Millhone havde aldrig aldrig svigtet en aftale. Hun var hyret til at stoppe et drab. Nu ville hun finde morderen.
