Hvor ville vi vÌre uden poesien til at sÌtte problematikker og dilemmaer i en kontekst, der gør os i stand til at handle ud fra vores mest Ìdle følelser? Hvor lavt ville vi ikke kunne synke, hvis ikke digterne var der til at appellere til vores bedste sider og medfødte moralfølelse? Hvad er livet vÌrd uden poesien, kunsten og det skønne til at hÌve os over dagligdagens praktiske gøremül og trivialitet?
Diskussionen, om hvorvidt poesien og kunsten i det hele taget har en plads i et velfungerende og rationelt funderet samfund, gür helt tilbage til de gamle grÌkere. Percy Bysshe Shelleys ikoniske essay "Et forsvar for digtekunsten" fra 1821 er en af de mest velskrevne og overbevisende forsvarstaler for poesiens nødvendighed ikke blot for det enkelte menneske, men for samfundet som helhed.
Den engelske digter Percy Bysshe Shelley (1792-1822) bidrog i løbet af sit alt for korte liv med et vÌld af vidunderlig poesi og velskrevne eviggyldige essays til europÌisk ündsliv i 1800-tallet. Skønt Shelleys enorme talent og radikale ideer kun vakte bestyrtelse og foragt i hans samtid, har hans ideer om pacifisme og fredelig protest sidenhen inspireret personer som Gandhi og Nelson Mandela, og hans poesi har haft umüdelig indflydelse pü büde den europÌiske og den amerikanske litteratur, ikke mindst pü hans kone, Mary Shelleys, klassiker "Frankenstein". Shelley levede de sidste ür af sit liv i mere eller mindre selvvalgt eksil i Italien, hvor han druknede i 1822, kun 29 ür gammel.