Hvor ville vi vÊre uden poesien til at sÊtte problematikker og dilemmaer i en kontekst, der gÞr os i stand til at handle ud fra vores mest Êdle fÞlelser? Hvor lavt ville vi ikke kunne synke, hvis ikke digterne var der til at appellere til vores bedste sider og medfÞdte moralfÞlelse? Hvad er livet vÊrd uden poesien, kunsten og det skÞnne til at hÊve os over dagligdagens praktiske gÞremÄl og trivialitet?
Diskussionen, om hvorvidt poesien og kunsten i det hele taget har en plads i et velfungerende og rationelt funderet samfund, gÄr helt tilbage til de gamle grÊkere. Percy Bysshe Shelleys ikoniske essay "Et forsvar for digtekunsten" fra 1821 er en af de mest velskrevne og overbevisende forsvarstaler for poesiens nÞdvendighed ikke blot for det enkelte menneske, men for samfundet som helhed.
Den engelske digter Percy Bysshe Shelley (1792-1822) bidrog i lÞbet af sit alt for korte liv med et vÊld af vidunderlig poesi og velskrevne eviggyldige essays til europÊisk Ändsliv i 1800-tallet. SkÞnt Shelleys enorme talent og radikale ideer kun vakte bestyrtelse og foragt i hans samtid, har hans ideer om pacifisme og fredelig protest sidenhen inspireret personer som Gandhi og Nelson Mandela, og hans poesi har haft umÄdelig indflydelse pÄ bÄde den europÊiske og den amerikanske litteratur, ikke mindst pÄ hans kone, Mary Shelleys, klassiker "Frankenstein". Shelley levede de sidste Är af sit liv i mere eller mindre selvvalgt eksil i Italien, hvor han druknede i 1822, kun 29 Är gammel.