"Kroppe er besvÌrlige, tÌnkte Tonni, og lige nu føltes det som om alle Birgittes udbrud og türer havde sat sig pü alle vÌggene og havde stoppet alle porer. Det var lettere at vÌre uden krop, møske svÌve frit i den mørke vind.
Tonni tog hĂĽrdt om Birgittes store krop og pressede hendes skuldre ned i madrassen, gned hĂĽrdt over Birgittes arme, op over halsen, kinderne.
Vi flytter, jeg skal nok ordne det Birgitte, og sĂĽ er det bare os. Og mĂĽske Kymigo. Ikke andre.
Tonni stak fingrene ind i Birgittes lange hür og strøg det bagud, hen over puden, ned over briksens kant, det kunne nü gulvet. Hun fik et par lange løse hür mellem fingrene og fjernede dem og sü vÌk imens fordi hun samtidig fik en modbydelig smag i munden.
Hvordan ville Birgittes hür se ud som død."
Romanen om de to piger Tonni og Birgitte og deres sÌlsomme forhold til buschaufføren Lennart er en sindsoprivende gyser om truslen fra mørket og fra sindets mørke flod.