Paradoksalt nok elsker vi fiktionens gys og den pirrende skrÌk, den udløser i os, uanset om det er i form af bøger om forføreriske vampyrer eller film om morderiske aliens. Det mest slüende ved overnaturlige monstre er selvfølgelig, at de ikke findes i virkeligheden. Ikke desto mindre bliver vi ved med at fortÌlle hinanden historier om spøgelser og uhyrer. Faktisk reagerer vi ens pü tvÌrs af kulturer, nür vi ser en gyserfilm. Denne ens reaktion pü gru er der en god forklaring pü, som man finder ved at kigge pü vores evolutionshistorie.
Gru-forsker Mathias Clasen viser i bogen Monstre, at vi faktisk har brug for de opdigtede rÌdselshistorier, fordi de er et resultat af evolutionen. I millioner af ür levede vi nemlig side om side med virkelige, sultne monstre, som havde menneske pü menuen. Derfor har vores forhistoriske tilvÌrelse som jaget vildt sat sig dybe spor i vores dna. Vores evne til at vügne pü et splitsekund med alle sanser skÌrpet har udgjort forskellen pü liv og død for vores forfÌdre. Sü bag vores rationelle, moderne hjerner gemmer der sig en forskrÌkket primat, som gyser ved synet af lysende øjne og glinsende hugtÌnder i tusmørket - prÌcis som vi gør i biografens mørke, nür monstret maser sig ind pü helten.