Paradoksalt nok elsker vi fiktionens gys og den pirrende skræk, den udløser i os, uanset om det er i form af bøger om forføreriske vampyrer eller film om morderiske aliens. Det mest slående ved overnaturlige monstre er selvfølgelig, at de ikke findes i virkeligheden. Ikke desto mindre bliver vi ved med at fortælle hinanden historier om spøgelser og uhyrer. Faktisk reagerer vi ens på tværs af kulturer, når vi ser en gyserfilm. Denne ens reaktion på gru er der en god forklaring på, som man finder ved at kigge på vores evolutionshistorie.

Gru-forsker Mathias Clasen viser i bogen Monstre, at vi faktisk har brug for de opdigtede rædselshistorier, fordi de er et resultat af evolutionen. I millioner af år levede vi nemlig side om side med virkelige, sultne monstre, som havde menneske på menuen. Derfor har vores forhistoriske tilværelse som jaget vildt sat sig dybe spor i vores dna. Vores evne til at vågne på et splitsekund med alle sanser skærpet har udgjort forskellen på liv og død for vores forfædre. Så bag vores rationelle, moderne hjerner gemmer der sig en forskrækket primat, som gyser ved synet af lysende øjne og glinsende hugtænder i tusmørket - præcis som vi gør i biografens mørke, når monstret maser sig ind på helten.