Den tyske pige Madalina vokser op i 1930’ernes Tyskland, der stadig slikker sårene efter første verdenskrig. Samtidig stormer Hitler og hans nazister frem og virker forførende på det trængte folk, der længes efter at rejse sig stolt igen. For Madalinas familie handler det mest om at overleve fra den ene dag til den anden og at få en normal hverdag til at fungere under tiltagende unormale omstændigheder.
Med barnets øjne opleves de dramatiske begivenheder i 1930’ernes Tyskland, og da vi forlader Madalina i 1942, er hun blevet teenager og ser ikke længere verden gennem lyserøde briller. Da vi møder hende igen i anden del af bogen, forlader hun sit hjemland og må starte forfra i Danmark.
"Pigen fra Stettin" er skrevet på baggrund af mange samtaler mellem forfatteren og hendes egen mor og moster. Den er baseret på en lang række vidnesbyrd fra kvinder, hvis ungdom i 1930’ernes Tyskland til forveksling mindede om Madalinas.
Britta Elisabeth Helbek (f. 1950) er en dansk forfatter og socialrådgiver. Hun er født i Norge, men opvokset i Silkeborg. Britta Elisabeth Helbek debuterede som forfatter i 2010 med romanen "Billedskabt" og har siden udgivet flere bøger.