"Ned med giganterne!" lyder opfordringen i "Musikken imellem noderne. Swing i klassisk musik": Vi er ved at kvæle den klassiske musik i lutter forskrækket respekt for de store komponister. Men overleverede nodetekster er ikke uantastelige genistreger.
Det mener Ulrik Spang-Hanssen, organist, jazzmusiker og professor ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Han har ikke meget tilovers for berøringsangste opførelser af de klassiske værker: Musik skal få sjælen til at vælde op fra fodsålerne og hjertet til at hamre. Men hvordan kan musik fra længst svundne tider igen blive levende og vedkommende?
Svaret kommer fra en uventet kant. Spang-Hanssen bruger sin egen musikerpraksis, skeler til gamle skrifter om musikfremførelse og lytter til indspilninger fra det 20. århundredes mangfoldige stilarter ─ alt fra jazz og hiphop til ungarsk folkemusik og flamenco. Med takten slået an udvikler han gennem bogen en teori om musikalske arketyper, som han tager med på en rejse baglæns ind i den klassiske musik.