Task Force One, med Bjørn Agger og Nancy i spidsen, sættes ind for at forhindre en bandekrig om hashmarkedet på Christiania.
Samtidig flygter to voldtægtsforbrydere fra Københavns Byret og søger tilflugt på Christiania. En af dem dræbes under et røveriforsøg mod "Kongen", lederen af rockergruppen De Nådesløse. Den anden skjules af Wulff Pack fra Nørrebro, som vil ind på hashmarkedet – en konflikt, "Kongen" ikke accepterer.
I Spanien styrer rockeren "Holger Danske" hashforsendelser til Danmark, hvor politiet sporer en last med GPS. Samtidig smugler "Kongens" advokat fentanyl og kokain via sin private flyrute fra Malmø.
Situationen eskalerer: En narkoman myrder prostituerede på Vesterbro, og en svensk "dødspatrulje" udfører en likvidering midt i den blodige bandekrig.
Erik Hauervig (f. 1949) var i mange år ansat ved Københavns politi og arbejdede ti år på Vesterbros gader, hvor han målrettet bekæmpede prostitution og kvindehandel. I 2012 debuterede Erik Hauervig med krimien ”Det onde netværk”, som er baseret på hans barske oplevelser som politimand i det københavnske natteliv. I samme serie af autentiske krimier er udkommet ”Nemesis” og ”Tak for sidst”.