Et af Hans Christian Andersens mest berĂžmte eventyr. IndlĂŠst af Jens Okking.
Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brÞdre, thi de var fÞdt af en gammel tinske. GevÊret holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud; rÞd og blÄ, nok sÄ dejlig var uniformen. Det allerfÞrste, de hÞrte i denne verden, da lÄget blev taget af Êsken, hvori de lÄ, var det ord: "Tinsoldater!" Det rÄbte en lille dreng og klappede i hÊnderne; han havde fÄet dem, for det var hans fÞdselsdag, og stillede dem nu op pÄ bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet stÞbt sidst, og sÄ var der ikke tin nok; dog stod han lige sÄ fast pÄ sit ene, som de andre pÄ deres to, og det er just ham, som bliver mÊrkvÊrdig.