"Ude mellem Iris og Aakander stiger en Kvindeskikkelse op over Vandfladen. Hun vikler sig ud af Taagens Slør og strækker de hvide Arme længselsfuldt ind mod Land, som droges hun dertil af en usynlig Magt."
Sådan møder vi "den hvide pige" i denne samlings åbningsnovelle; Midsommernat. Stemningen er dragende og magisk.
I den helt anden ende af skalaen giver andre af samlingens noveller et kontant og hverdagsnært indblik i tidens mest presserende samfundsmæssige problemstillinger, når temaer om klasse og køn behandles.
Samlingen indeholder fortællingerne: Midsommernat, Jomfru Else, I skoven, Hellig aften og En hverdagstragedie. Den er oprindeligt udgivet i 1894 og henvender sig til læsere med interesse i ældre dansk skønlitteratur og læsere med interesse for "glemte" kvindelige forfattere fra Det moderne gennembrud.
Massi Bruhn (1846-1895) var en dansk forfatter og kvindesagsforkæmper. Hun var datter af Thora Sevine Grønbech og skovfoged Georg Diderik Ludvig Sigismund B. Ved morens død flyttede hun fra barndomshjemmet i Gribskov til København og blev her en del af kredsen omkring Georg Brandes, hvor hun udfoldede sit virke, som dels var politisk og dels skønlitterært. Hun debuterede i 1888 med "Et lægemiddel", en føljeton om en kvinde som kureres for sin ulykkelige kærlighed gennem socialt arbejde, og hun bidrog desuden til tidsskrifter om kvindesagen, bl.a. bladet "Kvinden og Samfundet". Hovedværkerne er "Alt for fædrelandet" (1891) og "Et ægteskab" (1889).