Jens Dyrbjerg er på vej til København for at optræde ved det show, der skal slå hans navn fast som en af de største stand-up komikere i Danmark. Det sidste, han har brug for, er, at bilen bryder sammen midt ude i ingenting, nærmere betegnet den gudsforladte lille by Bøvlum, hvor den lokale mekaniker er gået i vinterhi.
I den uhyggeligt trygge, dødkedelige landsby overgiver Jens sig til det nervesammenbrud, der har været så længe undervejs, og opdager til sin store overraskelse, at det uperfekte, nedbrudte og defekte menneske, han er blevet til, føles langt mere autentisk end den succesrige, berømte komiker, han forsøgte at blive.
"Sommeraftener i Bøvlum" er en humoristisk og alligevel alvorlig roman om en ung mands nedtur, der måske kan vendes til en optur. Nogle af Danmarks største komikere har bidraget med anekdoter og erfaringer til bogen, der giver den et særligt autentisk præg.
Jacob Jonia (f. 1966) er en dansk forfatter, digter og oversætter. Han har både udgivet romaner og digte samt den kontroversielle og humoristiske bog "Sådan får du 13 uden at lave lektier", som han skrev, mens han underviste som gymnasielærer. Jacob Jonia er uddannet cand.mag. i tysk og religion og har oversat bøger fra norsk, svensk og primært tysk.