Den optimistiske dans omkring guldkalven i 1980‘erne gav lettjente penge til mange pengeglade aktører. Men ikke alle var lige heldige. Yuppietiden krævede også sine ofre. Nogle måtte bøde for den sanseløse jagt på guld og status.
Dette er historien om en mand, der oprindelig kunne glæde sig over en udmærket stilling. Men en næsten sygelig grådighed tog overhånd. Han ville have mere. Han udnyttede hensynsløst både venner og familiemedlemmer i sine økonomiske transaktioner. Til sidst forvildede han sig ind i en labyrint, som det var vanskeligt at komme ud af, og for at overholde sine finansielle forpligtelser måtte han ty til ulovlige midler. Dette førte ikke kun til hans eget fald. Hans krumspring på lånemarkedet blev også en tragedie for mange troskyldige mennesker.