”Når Henrik kom, skulle der være pynteligt overalt. Det var første gang, han tog hjem, efter at han var rejst, og så kunne Faber godt have ladet fisken stå i bæltet. Men Faber var egen, når det gjaldt hans fisketure. Siden han var gået på pension, var han blevet egen. En mand skal have et arbejde. Det er ikke nok at spille skak.
Hun havde sagt det til ham, men han havde som sædvanlig bedt hende passe sit hus. Det var ikke kvindens lod at blande sig i mandens sager.”
Da den ældste søn, Henrik, kommer hjem for første gang efter at være flyttet hjemmefra, tager hele familien hjerteligt imod ham. Alle undtagen hans far, kaptajnen. Han er taget på fisketur, og til hans families store rædsel drukner han. Hans kone forsøger at holde sammen på familien og på sig selv, men børnene er næsten voksne, og alle som én lægger an til at flyve fra reden.
”Kaptajnen” er første del af Leck Fischers heptalogi om familien Fabers liv op til, under og efter Første Verdenskrig. Bøgerne kan både læses i forlængelse af hinanden og hver for sig. Bogen udkom første gang i 1941.
Leck Fischer (1904-1956) var en dansk forfatter og dramatiker, der er særligt kendt for sine psykologiske skildringer af det moderne bymenneskes hverdagsliv samt livet for menneskene på samfundets bund. Han udgav et væld af romaner og stod desuden bag flere radiospil og filmmanuskripter.