Funktionsforstyrrelsen selektiv mutisme er en form for angst hos børn – de er bange for at tale i andres påhør. Dette er den første bog på dansk om lidelsen.
Ikke mange kender til selektiv mutisme i Danmark. Det gælder også fagpersoner. Men for de børn, den rammer, samt deres forældre, er det en belastning, der især påvirker børnenes sociale liv og ikke mindst deres sociale kompetencer.
Undersøgelser viser, at 1-3 % af alle børn lider af selektiv mutisme, de vil f.eks. ikke tale i børnehaven, i skolen eller med forældrenes venner og bekendte. Den begynder ofte i 3-årsalderen og ses sjældent efter det 9. år.
Bogens første del redegør for den aktuelle viden og har interview med forskere og eksperter på området. Slutteligt omtales behandlingsmulighederne. Anden del består af historier fra familier, der har haft selektiv mutisme tæt inde på livet, og fortæller, hvordan børnene overvandt deres angst.
Bogen henvender sig til både fagpersoner samt forældre og pårørende til 'tavse børn'.