Kvikke tacklinger

Bokserie • 1 bok

Vise ord – tankevækkende, ustyrligt morsomme og undertiden gådefulde – er gennem århundreder udtalt af kloge mennesker kloden over.

Men vi behøver såmænd ikke at krydse grænser for at tilegne os humoristisk visdom. Vi kan selv. I denne bog citeres kendte og mindre kendte danskeres visdomsord om livets store og små spørgsmål i nyere tid. Nogle appellerer til smilet og fantasien, andre til kreativ eftertænksomhed.

Tak til de mange anonyme graffiti-skrivere og andre bidragsydere, som har leveret humoristiske og tankevækkende citater. Hvis du trænger til krillende underholdning, så fat læsebrillen – denne bog indeholder 400 håndplukkede guldkorn og kan forhåbentlig ledsage dig på vejen til øget visdom og under alle omstændigheder appellere til dit smilebånd – med garanti!

Uddrag af bogen

”Den taske, Claus Hjort Frederiksen havde med i flyveren til Aalborg med gode beskeder til kommunerne, har ikke udløst overvægt.”

– Martin Dam, borgmester og KL-formand.

— — —

”Dot har gjort mig til den, jeg er.”

– Morten Messerschmidt i et interview efter skilsmissen fra Dot Wessmann, hvilket affødte denne kommentar fra Ekstra Bladet:

”Et frygteligt ansvar at lægge på en enkelt kvindes spinkle skuldre.”

— — —

”Ikke eet ord om Ritts elskere i denne anmeldelse. Dem har hun selv og andre skrevet rigeligt om!”

– Direktør i Næstved Kommune, Per B. Christensen, i sin anmeldelse af Ritt Bjerregaards erindringsbog Ritt.

— — —

”Gud ser alt!”

– Graffiti på en toiletvæg, som havde fået følgende efterskrift:

” – Undtagen Vild med dans!”

— — —

”Der er studieværter på TV 2 News, der mener, de er verdensmestre, bare fordi de har siddet 45 minutter i sminken.”

– Thorkild Dahl, der efter 27 år som nyhedsreporter og korrespondent på TV 2 er gået på pension.

Om forfatteren

Poul-Henrik Pedersen er født i 1945 i Raarup ved Horsens, men siden 1969 bosat i Nykøbing Falster, hvor han i en snes år var redaktør på en lokal avis. Er uddannet journalist og blev efter 25 år i faget valgt til borgmester i Nykøbing F., et embede han bestred i 17 år. Debuterede i 2011 som forfatter med kriminalromanen Moralens bøddel. Siden fulgte Hævntørst og pistacienødder, Bestilling på mord og Tro, håb og terror, mens han i 2014 udgav selvbiografien En eksborgmesters bekendelser.

1 av 1 titlar

Du har visat alla böcker i serien Kvikke tacklinger