âAt Hans Kirk er den første marxistiske forfatter i Danmark er kun en halv sandhed. Han er samtidig den, der danner afslutningen pĂĽ en hundredĂĽrig episk og politisk tradition, bondelandets sidste store litterĂŚre skikkelse, Skjoldborgs, AakjĂŚrs, Nexøs og Pontoppidans arvtager. NĂĽr hundredtusinder af danskere i tresserne lĂŚste Kirks romaner var det, fordi de ville huske. I det ĂĽrti i danmarkshistorien, der mĂĽske har bragt de største forandringer med sig, blev det pludselig vigtigt at have en identitet. Hvis man ikke kan erindre, kan man heller ikke tĂŚnke fremad. Hans Kirks forfatterskab er et godt sted at søge efter rødder. Han er en bibelkyndig marxist, der ved hvorfra han kommer; nĂĽr han er bedst en uovertruffen lĂŚremester i den kunst at bruge og arve historien.
Man kan ikke vende tilbage til fortiden, men hvis vi vil forandre virkeligheden, mĂĽ vi vide, hvad vi vil bevare. At skrive litteraturkritik betyder i en vis forstand at vĂŚre spildsamler i historiens vejkant. Litteratur er utopi, et prøvende udkast til noget andet end det givne. Derfor er litteraturen et godt sted at søge efter forbindelsen mellem fortid og fremtid.â
SĂĽdan skriver Carsten Jensen i forordet til Folkelighed og utopi om hensigten med sin bog. Fra strukturen i almuekulturens mundtlige beretninger til temaerne i Martin Andersen Nexøs romaner gives der en analyse af forudsĂŚtningerne for Hans Kirks forfatterskab. Det vises, at der stik imod den traditionelle Kirk-tolknings antagelse ligger en dybtgĂĽende konflikt i forfatterskabet â mellem det utopiske natur- og menneskesyn, Kirk arver fra almuekulturen, og marxismens fabrikskult. I bogens afslutning stilles spørgsmĂĽlet om socialisme og kulturarv, og der tages kritisk stilling til halvfjerdsernes marxistiske litteraturkritik.