Bogen fÞlger forfatteren og hans fars samvÊr fra faderens begyndende demens og til enden, dÞden. Beretningen bevarer respekten og kÊrligheden til faderen, men fortÊller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pÄrÞrende stÄr overfor, nÄr et elsket menneske forandrer sig for Þjnene af en.
âDa jeg var seks Ă„r gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brĂŠnde efter mig, for jeg havde ikke noget at gĂžre pĂ„ hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar dĂžde. Jeg glemte disse oplevelser â indtil sygdommen tog fat hos min far.â
Arno Geiger fĂžlger sin fars liv tĂŠt de nĂŠste Ă„r. For at stĂžtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men ogsĂ„ for at lĂŠre ham at kende â for tiden er gĂ„et, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene gĂ„r med mange forskellige slags samvĂŠr, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortĂŠllingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slĂŠgtens og hjemstavnens historie.
âJeg vĂŠkker far ved nitiden. âVil du ikke op?â spĂžrger jeg ham venligt. Og for at sprede lidt optimisme tilfĂžjer jeg: âSikke et dejligt liv, vi har.â
Skeptisk stabler han sig pĂ„ benene. âJa, det har du mĂ„ske.â
Jeg rĂŠkker ham hans sokker.
Han betragter sokkerne i nogen tid med Ăžjenbrynene lĂžftet og siger sĂ„: âHvor er den tredje?ââ