Bogen følger forfatteren og hans fars samvÌr fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kÌrligheden til faderen, men fortÌller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pürørende stür overfor, nür et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en.
âDa jeg var seks ĂĽr gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brĂŚnde efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre pĂĽ hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar døde. Jeg glemte disse oplevelser â indtil sygdommen tog fat hos min far.â
Arno Geiger følger sin fars liv tĂŚt de nĂŚste ĂĽr. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men ogsĂĽ for at lĂŚre ham at kende â for tiden er gĂĽet, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene gĂĽr med mange forskellige slags samvĂŚr, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortĂŚllingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slĂŚgtens og hjemstavnens historie.
âJeg vĂŚkker far ved nitiden. âVil du ikke op?â spørger jeg ham venligt. Og for at sprede lidt optimisme tilføjer jeg: âSikke et dejligt liv, vi har.â
Skeptisk stabler han sig pĂĽ benene. âJa, det har du mĂĽske.â
Jeg rĂŚkker ham hans sokker.
Han betragter sokkerne i nogen tid med øjenbrynene løftet og siger sĂĽ: âHvor er den tredje?ââ