Den yngste af fem søskende i et indremissionsk lærerhjem i Vestjylland i 50'erne. I dag en ældre kvinde, der lever en rolig tilværelse, uden på nogen måde at gøre sig bemærket.
Et helt livsforløb. Og er det så en såkaldt stille eksistens vi har her?
Ja, på ydersiden ser det nok mest sådan ud. Når vi lige, i tavshed, forbigår at hun faktisk som 20-årig debuterede med en alvorlig sindslidelse. Og så var der dømt bulder og brag og ballade. Hovedsageligt mentalt. Når sygdommen var mest markant betød det indlæggelse. Undervejs betød det meget medicin, og en form for dobbeltliv. Ingen brød sig om, at være sammen med den syge side. Heller ikke jeg selv.
Fortielse, uærlighed, hykleri - sikkert affødt af frygt - prøver jeg at gøre op med. Jeg prøver at få forskellige dele af mig til at hænge bedre sammen. En lille ensom, forvirret og forfrossen pige, giver jeg stemme. Jeg fortæller om mine usynlige blå mærker. Jeg fortæller, at jeg blev skadet. Og min vrede og min ulydighed har været mig til hjælp. Jeg har pillet i min navle. Jeg har trukket offerkortet. Jeg har nægtet at tænke positivt, hvis det ikke var der, jeg var. Jeg har modsat mig at tage ansvar. Jeg har holdt fast og givet slip. Eller omvendt. (Alle disse begreber er i min optik temmelig flade. Og ofte uanvendelige). Jeg er ved at blive min egen autoritet. Jeg har forskellige delpersonligheder. Det kunne f.eks. være Rødhætte, bedstemor og ulven. Jeg er optaget af modsætninger inde i mig og udenfor.
Hvordan man kan få de forskellige dele til at arbejde sammen i stedet for at bekrige hinanden? Jeg er langt fra udlært. Men jeg ved, at hvis man er blevet væk fra sig selv, er man på evig jagt. Stort set udenfor det almindelige arbejdsmarkedet, har jeg været hårdt arbejdende gennem hele mit liv. Med udgangspunkt i mit nye hjem, et lille gult hus med røde skodder, er jeg nu ved at være mere hjemme i mig selv - også.
Jeg vil altid være en søgende sjæl. Og jeg er mere til spørgsmål, end til svar. Jeg passer på min tvivl. Og nærer min usikkerhed.