Volker Weidermann (Oostende 1936, Drømmere) skriver i denne dobbeltbiografi om forholdet mellem Tysklands store efterkrigsforfatter, Günther Grass, og Tysklands mest berømte litteraturkritiker, Marcel Reich-Ranicki. De to havde en meget ens opvækst, men da Anden Verdenskrig kom, stod de på hver sin side af historien: Jødiske Reich-Ranicki oplevede krigen fra Warszawas ghetto, Grass var i Wehrmacht, og han forsøgte desperat at komme til fronten, troede på Hitler og på tysk sejr. Næsten hele Reich-Ranickis familie døde i Holocaust.
Op gennem årene havde de to et forhold fuldt af had, konkurrence og til tider stor kærlighed. Et besynderligt venskab voksede mellem de to gennem brevvekslinger og møder, men i 1995 skete noget, som deres forhold ikke kunne holde til: Reich-Ranicki sablede Grass’ roman om Tysklands genforening, En lang historie, ned i Spiegel, og på Spiegels forside var et billede af anmelderen, som rasende flåede romanen midt over. Ranicki sagde efterfølgende, at han håbede, ydmygelsen ville føre til Grass’ selvmord. Det skete ikke, men Grass tilgav aldrig Reich-Ranicki.
Fortællingen om Grass og Reich-Ranicki er fortællingen om Tyskland i det 20. århundrede. Om krigen, om muren, om genforeningen, om arbejdet på en forbrødring i landet og om ikke at kunne tilgive.