Under en buegang i Persien møder Sadek og Merdek hinanden. Umiddelbart kunne man ikke forestille sig to mere forskellige mænd. Sadek er høj og bred og selvsikker, hvorimod Merdek er lille og vimset. Selvom Koranen forbyder vin, så har Allah nu engang skabt vinen, så derfor mener de to mænd, at de gerne må drikke sig fulde sammen. Da vinen har flydt i en times tid, er de to fremmede allerede blevet fortrolige venner. Nu begynder de at udveksle historier om deres meget forskellige ægteskaber...
I "Kvinderne i Persien og andre eventyr" møder vi Soya, som vi kender ham bedst; en stor humorist, samfundsrevser og en fænomenal fortæller.
Carl Erik Martin Soya (1896-1983) var en dansk forfatter og dramatiker, der skrev en perlerække af skuespil og romaner, som vandt stor popularitet hos publikum såvel som anmeldere. Soya var en stor satiriker og samfundsrevser, og med sin revykomedie "Umbabumba skrifter forfatning" fra 1935 udstillede han gennem det fiktive afrikanske land Umbabumba nazisternes angreb på demokratiet i 1930‘erne. Stykkets egen skæbne kom til at understrege, at også den danske ytringsfrihed var under pres, da den danske regering under pres fra Tyskland tog stykket af plakaten, inden det nåede at få premiere.
Soya var en af de største og mest produktive danske forfattere i det tyvende århundrede, og han blev i løbet af sit liv hædret med en lang række priser og legater.