Temaet for Leif E. Christensens ny roman er det indadvendte menneskes problemer: hans længsel efter kommunikation og hans søgen efter en opgave blandt de mennesker, som – på godt og ondt – har en mere spontan holdning til livet. Har den intellektuelle overhovedet nogen funktion i samfundet?

I det første af bogens to hovedafsnit, Natten i Varberg, finder vi hovedpersonen strandet på Varberg station i Sverige i krigens sidste tid. Han er på vej fra Borås til Lund, på vej fra én tilværelse til en anden, og hans stemning er her den, at en natur som hans nok helst må holde sig til sine egne.

I det andet og største afsnit går handlingen tilbage til det, som han har forladt: interneringslejren Træslottet. Her samles danske modstandsfolk for kortere eller længere tid – sikrede mod yderligere forfølgelse fra Gestapo, men i en mærkelig atmosfære af anspændt passivitet. I deres tvungne samvær danner de en lille verden, som på overraskende måde genspejler den større: Hos denne gruppe af unge frihedskæmpere – altså hvor man mindst skulle vente det – finder hovedpersonen netop de adfærdsmønstre der altid fører til krig og undertrykkelse.

Men ved intensiv betragtning af dette mikrosamfund finder han tillige et svar på sit spørgsmål.