"Man skulle da ikke synes, at bødlen kunne have mange ledige stunder; ejendommeligt nok anvendte han en del af den tid, han havde tilovers, til at hele de sår, han selv havde slået, og følgelig da også dem, som andre havde tilføjet; det kom ligesom af sig selv; thi hans embedsvirksomhed med dens mange slags lemlæstelser og henrettelser gav ham jo en anderledes lejlighed til anatomiske iagttagelser, end der faldt i både lægernes og bartskærernes lod, og der er næppe tvivl om, at mange af bødlerne har været virkelig dygtige kirurger."
I dag er det svært at forestille sig, at den samme person kan stå for både henrettelse, tortur og lemlæstelse og for at læge, helbrede og sy sårene sammen igen. Ikke desto mindre var det tilfældet mange steder i Europa, at man var afhængig af bødlens hjælp til både at skade og at læge. Kristian Carøe fortæller om bødlens dobbelttydige rolle i 1500-, 1600- og 1700-tallet, indtil hans lægelige pligter blev overtaget af uddannede læger, og lemlæstelse, tortur og henrettelse blev sjældnere brugt som straf.
Kristian Carøe (1851-1921) var en dansk læge og medicinhistoriker, der både skrev bøger om medicinhistorie og var medredaktør af bladet "Ugeskrift for Læger". Kristian Carøe er særligt kendt for sit fembindsværk "Den danske lægestand 1479-1900", der består af biografier af alle de læger og kirurger, der virkede i Danmark i denne periode. Få dage før sin død blev Kristian Carøe æret som dr.med. honoris causa ved Københavns Universitet.
