Med udsigt til Isefjorden voksede Birgit op i en tid, hvor man kørte i hestevogn, og man skulle over en pontonbro, når man skulle helt til Frederikssund. Det var et liv i tryghed, omgivet af sin familie og et stort opbud af gæster, der gerne slog sig ned på Strandgården i nogle dage.

I 1943 kommer Birgit ud at tjene og mærker krigens alvor. Da hun kommer hjem til Strandgården i november 1944, er der kommet andre gæster på gården, og meget er forandret, og Birgit får travlt med at hjælpe sin mor med husholdningen.

Pludselig står hun på et ”mekanisk værksted” i Jægerspris, med mand og barn og ikke mindst en gæld, som de ikke kan flygte fra.