Ronnie Andersen

Forfatter • 6 bøger

Ronnie Andersen, f. 1978, er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur (2006) og fik som den første debutant nogensinde tildelt Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris i 2009 for Date med en engel. For Komatøs (2012) vandt han Kulturministeriets Forfatterpris for bedste børne- og ungdomsbog. I 2014 udkom den anmelderroste Akavet.

Uden sentimentalitet eller moraliseren skildrer han i sine bøger menneskeligt forfald, fortrængning og fortabelse. Det er benhårdt og uden filter, men virkeligheden for mange unge. Hovedpersonerne i hans bøger kan ikke finde fred; der er uro i benene, uro i hovedet og uro i hele deres verden. Mens de drives tættere og tættere på afgrunden af dem selv, stoffer eller utallige svigt fra de såkaldte voksne, holder læseren vejret og håber (forgæves), at katastrofen undgås og selvødelæggelsen ophører. Ronnie Andersen siger selv, at han skriver sine bøger til den urolige dreng på bagerste række i klassen, der ikke nødvendigvis kan se idéen med at læse overhovedet.

Fotograf: Asger Simonsen.