Mikhail Bulgakov
Mikhail Afanasjevitj Bulgakov (1891-1940) var en russisk forfatter og dramatiker. Han blev født i Kijev som ældste søn af en teologiprofessor og arbejdede som læge, før han begyndte sit forfatterskab.
Han deltog i første verdenskrig som frivillig Røde Kors-medarbejder og var også soldat i Den hvide hær under borgerkrigen. Efter Den Russiske Revolution slog Bulgakov sig ned i Moskva, hvor han, udover at skrive, også arbejdede som teaterinstruktør og skuespiller. Krigserfaringerne blev betydningsfulde for hans fremtidige bøger og danner blandt andet baggrund for novellerne En ung læges optegnelser og skuespillet Familien Turbins dage, der blev opført på Moskva Kunstnerteater i 1926.
Gennem hele sin karriere var Bulgakov genstand for kritik og censur på grund af de satiriske og politiske dele af hans kunst. Således blev hovedværket, Mesteren og Margarita, som Bulgakov skrev på de sidste ti år af sit liv, først udgivet i 1966, et kvart århundrede efter hans død, og endda i en beskåret version. Først i slutningen af 1980’erne forelå den fulde udgave. På dansk findes også de satiriske kortromaner Skæbnesvangre æg (1924) og En hunds hjerte (1925), der ligeledes blev forbudt af KGB og ikke udkom i Sovjetunionen før 1986.
Mesteren og Margarita kom – til stor anmelderjubel – i en dansk nyoversættelse på Rosinante i 2008.
Læs mere