Siden dette århundredes begyndelse er ordet kulturarv i stigende grad blevet benyttet med forkærlighed af såvel politikere som journalister, menigmand og fagfolk. Tolkningen af begrebet har imidlertid taget sig forskellig ud; fx har nogle - og nok de fleste - tolket det med en national betoning, mens andre har betonet det internationale eller universelle.

Nærværende bog forsøger via undersøgelser af bl.a. juridiske, politiske, videnskabelige og filosofiske tekster en filosofisk tydning af begrebet. Den ser kulturarv bestemt som ethvert spor af menneskelig virksomhed. Dette implicerer ikke mindst en kritik af, hvad kulturarven indeholder af noget barbarisk, umenneskeligt og uretmæssigt.

Derfor er hovedsynspunktet i denne bog, at forgangne slægters håb om et bedre liv bør få nutidens beskæftigelse med 'kulturarven' til primært at se kritisk på 'kulturgælden', altså fortidens og samtidens uret, for det fremtidige livs skyld.